Det er meget længe siden, jeg har taget mig tid til at skrive et indlæg her til siden. Nogen gange irriterer det mig, at jeg ikke når alt det, jeg så gerne vil nå! Oftest er jeg dog ganske tilfreds med mig selv: at jeg faktisk ikke behøver leve op til alle de forventninger, jeg har til mig selv, om at nå alting hele tiden!!
Stress - et ord, der er meget oppe i tiden.
En tilstand, der handler om, at man giver mere end man har.
Når vi taler om stress, er der mange der ser en sur chef foran sig, der kræver og kræver og aldrig kan få nok; hvorfor den stakkels medarbejder må løbe stærkere og stærkere, til han eller hun ikke orker mere.
Det er dog ikke altid chefen, der kræver mere, end man magter. Oftest er det faktisk os selv, der kræver og forventer af os selv - og kræver og forventer mere, end vi egentlig har ressourcer til at give...
Vi vil det hele - venner, arbejde, interesser, parforhold, børn, fest, selvudvikling osv. Vi vil have succes med det hele. Nogen gange måske ikke så meget for at opnå succes'en, men mere for at undgå nederlaget, fiaskoen, at vi ikke når og opnår det samme som de andre. Vi frygter kritik; at nogen synes, vi ikke gør det godt nok.
Det skaber dog nogen gange en fælde, hvor vi løber meget stærkt - og nogengange stærkere end kroppen og psyken kan klare. I forsøget på at undgå kritik, risikerer vi dog at skabe nye problemer for os selv: vi får ikke ro og nærvær med vores partner, børn, venner; og vi slider på os selv, så glæden efterhånden fordufter.
Så som jeg sidder her - med begyndende forårstegn i luften i form af solskin og fuglekvidder - virker det nu meget fornuftigt, at jeg først skriver indlægget nu; hvor jeg har tid og overskud og lyst til netop det; i stedet for at presse skriverierne ind på listen over ting, der bare skal gøres, så jeg undgår følelsen af "at ikke gøre det godt nok".
Måske er det her faktisk godt nok...
Tina la Cour
